Arkiv
Metode
Min metode er at skabe de betingelser, tingene bliver til under. Rammen er mit materiale; værket er som oftest andres. Disse sætninger dækker det meste.
01
Rammen er materialet.
Jeg arbejder ikke kun i værket, men i det, der sætter det i gang: briefen, konkurrencen, klausulen, koordinaterne. Rammen skal være kirurgisk præcis ét sted og sat helt fri alle andre. Fast over for pres, løst over for evidens – viser verden mig, at jeg tager fejl, falder princippet uden begravelse; er presset bare pres, står det fast.
02
Kunstneren castes efter slægtskab.
Ikke den bedste i almindelighed, men den, hvis kunst allerede er i familie med opgaven. Jeg leder efter det præcise slægtskab og lader resten være. Når det rette menneske står det rette sted, skal rammen bare beskytte det bagefter mod alt det, der ikke er kunst.
03
At skabe er også at gøre vold.
Den hånd, der giver figuren et ansigt, skærer ansigtet ud af massen. Der er ingen skabelse uden et snit, ingen form uden et tab. Og værket lever kun, så længe det nægter at stivne i én betydning; fastlægger du det, dør det af det.
04
Modstanden er ikke fejlen, men vejen.
Alt godt design vil fjerne friktionen og lade verden glide umærkeligt forbi. Men det er modstanden, der får os til at standse, mærke, tænke. Giv tingene deres tyngde tilbage, det, der ikke lader sig glatte ud, og du giver os verden tilbage.
05
Mød forskellen, opløs den ikke.
Mennesket er ikke verdens centrum, kun en tråd i den. Det etiske opstår ikke, når vi smelter sammen med naturen til ét, men når vi møder det, der er anderledes end os, og lader det blive ved med at være det. Ikke harmoni, men respekt for afstanden.
06
Tal som, ikke om.
At forklare er en mild undertrykkelse: det siger til den anden, at hun ikke selv kunne have forstået. Så jeg fortæller ikke om tingene, jeg lader dem tale som sig selv. Mere nærvær end besked, mere tærskel end forklaring.
07
Enhver fremstilling kaster noget i mørke.
Når du lyser én ting op, lægger du alt det andet i skygge; ingen fremstilling ser det hele. Betydningen ligger ikke i tingen, men i det blik, der møder den. Derfor er ydmyghed over for min egen ramme en del af metoden, ikke en tilføjelse til den.
08
Gæsten fuldender værket ved at miste noget til det.
Gæsten er ikke en tilskuer, der ser på. Hun træder ind og efterlader noget: en kop, der knuses, en time, hun aldrig får igen. Først i det tab, hun giver, bliver værket helt.
09
Dyrk det, der forsvinder.
Det skrøbelige reddes ikke ved at blive lagt bag glas, men ved at få en opgave. Et værk skylder ingen evighed; det måles på sin intensitet og på, hvad du bærer med dig ud. Verden fortsætter i gæsten, ikke i genstanden.